Vestbirk elkraften


Stedet Et vandkraftværk som stadig producerer strøm og selve gåturen til det er ganske god. Der er vist rundture nogle gange, men man kan altid se de gamle dynamoer og målere ved at se ind af vinduerne. Især udløbet under værket ser flot ud med det brusende vand.

Område Stedet ligger i Vestbirk, en lille by med meget flot natur omkring. Ved bygningen af vandkraftværket er der inddæmmet en stor sø, Vestbirksø. Turen går langs en gravet kanal, så det har været et stort projekt at lave dette kraftværk. Men det står der masser om i informationshuset nede ved selve kraftværket.

Vejviser Startstedet er tankstationen på Vestbirkvej 14, 8752 Østbirk. Nulstil din triptæller og drej til højre ud fra tankstationen. Fortsæt lige ud i rundkørslen, når du kommer til Vestbirk by, skal du dreje mod højre hvor vejskiltet viser Tønning 4, trip 1,9. Fortsæt til du kommer ud af byen og har udsigt til venstre over Vestbirk sø. Lidt længere ude efter et venstre og højresving kommer du over en sluse med søen til venstre og kanalen til højre. Trip 3,2. Lige efter slusen er der en parkeringsplads ind til højre. Parker her.

Gå tilbage over slusen og drej ned på stien til venstre. Følg stien til du kommer til Elkraften. For at komme til bilen skal du samme vej tilbage, det ville være rart med en anden rute tilbage men jeg kender ikke nogen.

Popularitet Det er et forholdsvis kendt sted, der er masser af kanofolk om sommeren, der trækker bådene forbi værket. Men det er ikke mange som kommer der for at gå ture.

Adgangsvej Der er meget gode stier af græs.

Længde Turen er nok en lille kilometer.

Vurdering Ganske spændende at se værket, men jeg kommer der mest for at gå tur med hunden og det er stedet perfekt til.

Opdagelsen Da jeg stod for at flytte til Østbirk tog jeg nogle ture herud for lige at checke området. Der fandt jeg så Elkraften og skulle lige se hvad det var for noget.

Andet at se Turen ned langs Vestbirk søerne, den genfundne bro og bilturen Fyel mose ligger lige i nærheden så det kunne jo være oplagt at tage denne tur samtidig.