Fredericia Fæstning. Bypark og monument af pensioneret voldmester Henning Møberg

Fredericia Vold er historisk park midt i byen.

Forord:

Fredericia er i modsætning til alle andre byer i Danmark et nationalt, strategisk projekt. Byen er ikke opstået på grund af kommercielle interesser, men skabt på kongelig ordre for at styrk landets forsvar.

Det ses af byens beliggenhed, af den fæstningsvold, der omgiver den ældste del af byen, af kastellets placering og af byens struktur. Hele byen er indrettet til kamp, som den blev ført fra 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet. De lange lige gader muliggjorde hurtig forskydning af tropper inden for fæstningen og et sejt forsvar helt tilbage til kastellet, hvor en sidste modstand kunne ydes, hvis en fjende var trængt ind over volden.

I dag er volde, grave, bastioner og raveliner en enestående del af den moderne by. Forsvarsværket er i dag omdannet til en bypark, der giver mulighed for gåture og naturoplevelse. Men det er meget mere end en traditionel bypark, for det er en håndgribelig del af byens og Danmarks historie.

For at øge forståelsen og oplevelsen af Fredericias forsvarsanlæg, har undertegnede udarbejdet denne guide, som henvender sig til alle, der på egen hånd ønsker at begive sig på voldtur.

Vil du gå hele voldanlægget igennem, kan du starte ved Holstens Bastion, hvor Sjællandsgade munder ud i Prangervej. Såfremt du ønsker at starte i Kastellet, skal teksten her blot læses bagfra.

God fornøjelse!
Pensioneret voldmester Henning Møberg

Fæstningen

Karakteristisk for befæstningsteknikken i 1600-tallets begyndelse var anvendelsen af jordvolde og brede vandfyldte grave i stedet for de tidligere anvendte stenmure, der var sårbare overfor artilleribeskydning.

Mod land byggedes 7 hele og 2 halve bastioner, strækningen var på 1,8 km, og voldanlægget med grav optog 103 ha. Mod de to vandsider byggedes en noget svagere befæstning, da truslen fra havet var lille grundet det danske søherredømme. Afstanden mellem bastionerne blev fastsat ud fra muskettens rækkevidde på ca. 220 m.

Et kæmpeprojekt

Det er næsten uforståeligt, at man har været i stand til at gennemføre det enorme byggearbejde med datidens redskaber. Volden med bastioner er opbygget af ca. 1 mio.m3 jord. Redskaberne var skubkærre, trillebør, kurve, spande, huder og primitive graveredskaber.

Langt det meste af jorden er gravet op fra terrænet umiddelbart foran volden, og helt naturligt er det meste opgravet fra voldgraven. Det var udkommanderede bønder fra det meste af Jylland, soldater og straffefanger, der leverede arbejdskraften. Fynboerne skulle sørge for forplejningen.

Arbejdsstyrken har typisk været på 1.500 mand. Første byggeetape varede i 7 år, til svenskerne i 1657 angreb, indtog og ødelagde byen. Byen genopbyggedes fra 1662 til 1668. forfaldt herefter til 1710, hvor fæstningen genoprettedes. Forfaldt igen fra 1720 til belejringen i 1849. Efter sejren 6. juli i 1849 ofredes intet på vedligeholdelsen før en større ombygning blev iværksat fra 1861.

Holstens Bastion

Fredericias udvikling som moderne købstad har først og fremmest sat sig spor i voldanlæggets sydflanke. Søndervold langs vandet er helt overgået til havneformål og den sydligste bastion – Oldenborgs Bastion – er helt fjernet, og den næste bastion - Holstens Bastion er kun delvis bevaret. Det er især trafik- og havneanlæg, der er årsag til, at den del af forsvarsværket er blevet
sløjfet.

Holstens Bastion var intakt til 1865, da jernbanen markerede industrisamfundets komme. For at toget kunne komme ind i byen, blev der givet tilladelse til udgravning af en smal passage gennem volden. Men den bortgravede jord skulle lægges i depot, så hullet hurtigt kunne lukkes ved udsigten til krig.

Bastionen præges i dag af DSB-mindelunden fra 1939. Her mindes alle DSB ansatte, som er omkommet ved ulykker i tjenesten og under besættelsen 1940 - 45. Under belejringen i 1849 foregik en væsentlig del af duellen om byens livsnerve – skibsforbindelsen til Fyn – mellem kanonerne på Holstens Bastion og angriberne på Hannerup bakker kun 800 m borte.

Den danske flåde havde herredømmet til søs og sikrede den gode skibsforbindelse til Fyn. Det var en afgørende forudsætning for, at både soldater og indbyggere kunne bevare moralen under den langvarige belejring i 1849. Anlægsbroerne på begge sider af Lillebælt var under hidsig beskydning, og da de fjendtlige batterier kom tæt på fæstningen, blev de en trussel mod
skibstrafikken.

Slesvigs Bastion

Fra Prangervej har du et godt indtryk af fæstningsanlæggets opbygning, og ved at følge stien på den udvendige side af voldgraven får man et godt indtryk af, hvor svært det har været at indtage fæstningen med den brede voldgrav foran den høje vold.

Naturmæssigt er denne tur den rene idyl med åkander og snadrende ænder, et frodigt planteliv langs voldgravens bred og mange ejendommeligt voksende træer og buske på skråningerne. Turen kan også lægges op over Slesvigs Bastion. Den fremtræder stort set, som den må have set ud i 1657, da den knapt færdigbygget blev udsat for et svensk stormløb. Bastionens centrale del ligger i niveau med voldgaden. Der er kun to af de 9 bastioner, der er udformet sådan. Antageligt fordi der så har været mulighed for at samle våben og soldater i de to bastioner forud for et udfald. I de øvrige bastioner er det indre terræn fyldt op med jord, så de danner store plateauer i niveau med voldkronen på den øvrige vold.

På voldgangen går man omgivet af gamle smukke ahorntræer.

Det forlyder, at Christian VI havde besøgt sin kollega i Versailles, og der set ahorn brugt som parktræ. Ahorntræet var ikke kendt i Danmark på den tid. Da var det altid lind, der blev anvendt til allétræer. Kongen tænkte, at sådanne træer må vi også have i Danmark, og så blev der plantet ahorn både på Københavns- og Fredericias volde.

Fremmede kunne søge beskyttelse via asylretten.

Det er overleveret mig fra en mand på vor fabrik, skrev Bønnelycke. At en asylant kom til vor by. Han var katolik og fra Iglau langt nede i Tyskland. Han havde været nødsaget til at bortføre sin kommende kone og søge tilflugt i fremmede lande. Han endte i Fredericia og fik asyl, hvorefter lovens lange arm ikke kunne nå ham i 50 år. Hun var fra en højere gejstlig familie, som ikke kunne anerkende vor arbejder som ægtemand. Konen bar trods den nu fremskredne alder spor af at have været endog ualmindelig smuk, og deres døtre slægtede hende på, hvorimod hans ydre vanskeligt kunne tænkes nogensinde at have været bedårende.

Den hvide Bro

Midt i hovedvolden – curtinen- mellem Slesvig og Prinsessens Bastioner ses Den hvide Bro, en træbro, der fører over voldgraven. Den er retableret så sent som i 1984, da den erstattede en lav dæmning, der skilte voldgraven i to bassiner på det sted.

Det skete ud fra et ønske om at genskabe ”Den hvide Bro”, som fra ca. år 1900 til 1935 forbandt Strandvejen med Oldenborgs Bastion. Stedet var uhyre populær som promenadevej i det nævnte tidsrum. Ikke mindst var det promenade for kærestepar. Søndervold, Strandvejen og Den hvide Bro blev sløjfet i 1935 for at give plads til Vesthavnen. Det tog fredericianerne mange år at komme over tabet af disse faciliteter, ja faktisk er de aldrig kommet over det, men der blev sat et plaster på såret, da Den nye Hvide Bro blev indviet i 1984. Det var en donation fra Jyllands Kreditforening, der gjorde byggeriet muligt.

Byrådet måtte selv vælge hvilken kulturel aktivitet, der skulle nyde fremme. Byrådet valgte at få retableret ”Den Hvide Bro” på volden.

Voldgraven var en vigtig del af fæstningen. Ideelt set skulle den udgraves, så vanddybden var lidt over 2m. Det var ikke muligt alle steder, men så gravede man en bred grøft på langs i bunden, så vandstanden her altid ville have den rigtige dybde. En fjende, der forsøgte at vade over, ville så få en overraskelse, når fodfæstet pludselig forsvandt ved cunetten, som udgravningen hedder på militærsproget.

Det er uvist, om ingeniørerne, der byggede fæstningen, vidste, at der var vand i undergrunden. Planlagde de bare på må og få, eller havde de en viden om grundvandets bevægelse, hvor de byggede fæstningen? Man kan også spørge, om de var dygtige, eller om de var heldige? Vi er mest tilbøjelige til at tro, at de var heldige, for de kunne ikke på kort tid måle sig til grundvandsstandens bevægelse.

Mosaisk begravelsesplads

På voldens indvendige side fanges øjet af en mærkelig kirkegård, der absolut er et besøg værd.
Det er den ældst bevarede jødiske begravelsesplads i Danmark og et vigtigt minde om Fredericias bredt sammensatte befolkning gennem århundreder.

Den første jøde kom til byen i 1675 med kongelig opholdstilladelse. 7 år senere fik Fredericias jøder og andre trosretninger bevilget asyl og trosfrihed som det første sted i Danmark. I 1719 købte man en grund i Riddergade og fik tilladelse til at bygge en synagoge, der stod færdig året efter. Den beskrives som meget smuk. Over den ydre port til gaden stod med hebraiske guldbogstaver: ”Lader retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil ind ad dem, jeg vil takke Herren”. Synagogens loft var en hvælving bemalet som himmel med skyer.

I 1814 fik jøderne almindelig borgerret i Danmark. Det medførte, at jøderne gradvis forlod byen. Synagogen blev nedlagt i 1914, men begravelsespladsen er fredet og skal forblive til evig tid.
Asylretten indebar, at en flygtning, fallent eller forbryder kunne løse asylbrev i Fredericia og derved opnå beskyttelse mod lovens lange arm i 50 år. Det gjaldt både danske og udenlandske borgere.

Hvordan det gik til, at jøderne fik deres begravelsesplads i Fredericia.

Traditionen fortæller, at det var kongen (Frederik 4.), der tildelte jøderne et stykke jord til begravelse. Under en rejse gennem Fredericia fik kongen serveret en fiskeret, som han fandt så velsmagende, at han ville hilse på Kokken. Kokken viste sig at være en jødekone. Monarken ville belønne hende, hun kunne bare fremsætte et ønske. Efter kort betænkning bad hun om jord til en begravelsesplads for menigheden.

Kongen pålagde straks magistraten at anvise menigheden et sted til begravelse.

Prinsessens Bastion

Denne bastion fremstår i dag, som den så ud i 1849. Her får man et godt billede af voldens opbygning med bastioner, der skyder sig frem fra hovedvolden og giver et godt overblik og mulighed for at rette ilden mod ethvert punkt af voldens forside og forterræn. Afstanden mellem to bastioner var afpasset, så man også med håndvåben kunne bestryge terrænet omkring nabobastionen. Der var således ingen døde vinkler, hvor en angriber kunne gemme sig.

Bestykningen

Skytset forekom i tre hovedtyper: Kuglekanoner, granatkanoner og morterer. I 1849 var hovedparten af skytset af våbensystem 1834, der var fuldt på højde med datidens glatløbede våben. Systemet var udviklet af kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, født og opvokset på Snoghøj Færgegård ved Lillebælt.

Som supplement hertil anvendtes også ældre våben fra 1700-tallet. Våbnets kaliber blev dengang angivet i pund altså i vægten af den jernkugle, som passede til kanonrøret. I 1849 udgjordes bestykningen på denne bastion af to 84 pd. granatkanoner, en 24 pd. kuglekanon, to 12 pd. kuglekanoner, seks 3 pd. kuglekanoner og en håndmorter.

På den anden side af voldgraven ses Assistens Kirkegård. I midten af 1800-tallet var kirkegårdene ved byens kirker fyldt op. Der gik næsten 20 år med forhandling, før kirkerne kunne gå i gang med anlægsarbejdet. Kirkegården blev indviet i 1881. Det var en højtidelig handling. Alle byens honoratiores, civile og militære embedsmænd og mange borgere deltog. Alligevel var der generelt en stor mistillid til et sted så langt uden for byen. Man anså arealerne herude for ødemark. Der var dårlige veje, vandfyldte grøfter og ingen belysning.

Først da byens borgmester J. C. Jørgensen valgte at blive begravet her, ændredes stemningen.

Ladning af kanon

Kanonen betjentes af 6 artillerister og en officer. Under ladningen blev kanonen trukket så langt tilbage, at der var plads til at arbejde mellem brystværnet og mundingen; alle våben var jo forladere. Efter ladningen rulledes kanonen så igen på plads med mundingen i skydeskåret. Når krudtladning og kugle var på plads, førtes fængrøret gennem et lille lodret hul til forbindelse med krudtladningen. Det tynde fængrør var fyldt med fint krudt, som antændtes ved friktion, når en rivemekanisme førtes igennem ladningen; dette skete ved, at artilleristen trak i den snor, som var
fastgjort til rør og tændsats.

Sigte og træffe

Sigtemidlet var en lodret stillet metalstang for og bag på kanonrøret. Den bagerste stang var desuden forsynet med en afstandsskala. Ved at flugte over de to stænger og benytte afstandsskalaen, indstilledes sigtet. Den fysiske indstilling skete i højden ved justering på spindlen og i retning ved at dreje på hele kanonen. For at skyde sig ind på målet måtte der foretages indskydning. Man kunne følge kuglen med øjnene og se nedslaget, så man indledte altid med et for kort skud for nemmere at kunne vurdere, om retningen var rigtig, og hvor meget skudlængden skulle øges.

Genbrug

Angribere og forsvarere af byen benyttede i 1849 våben med samme kaliber. Når en duel var slut gik soldaterne ud i terrænet og opsamlede de massive kugler, der var havnet ved deres stilling. I næste duel skød man så kuglerne tilbage mod fjenden. På den måde tærede det ikke så hårdt på de tildelte kugler, 300 pr. kanon.

D. 5. juni beskød fjenden fæstningen fra alle batterier. Affutagen til en 84 pd. granatkanon på denne bastion blev fuldstændig ødelagt, da en 168 pd. granat ramte ned i træværket og eksploderede, dog såredes ingen artillerister den dag, men to heste blev dræbt.

Prinsens Port

Prinsens Port var hovedporten gennem volden indtil 1925. Portens nuværende udseende kan føres tilbage til 1753. Den grundmurede port, der da blev bygget, var 3 gange så dyr som tidligere tiders træporte. Til gengæld skulle den kunne holde i mindst 100 år, mente man. Porten har til fulde indfriet denne forventning, den har nu været i brug i næsten 300 år.

I år 2000 blev porten igen forsynet med portfløje. Dem havde den mistet under belejringen i 1864. Det var ”Voldkomiteen”, der skaffede midler til fremstilling af de prægtige egetræsporte, der nu fuldender fæstningsporten.

Passage over voldgraven skete oprindelig ad en træbro, der kunne hejses op. I 1794 blev broen erstattet af den nuværende dæmning. Der havde forinden stået tre træbroer efter hinanden på stedet. Hver gang en bro skulle fornyes, var der flere års tovtrækkeri om midlerne til udskiftningen. I 1791 gav det bærende tømmer efter. Det var midt i den travle høst, hvor der kom mange tungt læssede høstvogne.

Der måtte udsættes vagtposter til at regulere trafikken, medens nødvendig understøtning blev udført. Foran porten ses den lille forvold faussebraien, hvor fire 12 punds kanoner er opstillet. Længere fremme ses ravelinen – et fremskudt forsvarsanlæg foran byporten.

Danmarksporten

I 1924 blev Danmarksporten bygget som aflastning for den alt for smalle Prinsens Port. Porten er tegnet af arkitekt Gundlach-Pedersen. Ved den lejlighed ændredes vagtbygningen, så den også fik facade mod Danmarksport.

Køer og korn

Der blev drevet landbrug inden for voldene helt op i 1950-erne. Om aftenen og om morgenen kunne man se køerne traske gennem porten på vej til og fra markerne uden for volden. I høsten var trafikken ofte blokeret af kornlæs, der sad fast i den smalle port.

Fredericia fik nøglen til Prinsens Port overdraget i 2005, efter at den havde været i familien Wrangels varetægt i Tyskland fra 1864 til år 2000. Historien er sådan: På Dronningens vegne overbragte Prins Henrik en gave til Fredericia i forbindelse med De samvirkende Dansk Soldaterforeningers 100 års jubilæum i 2005. Det var en stor nøgle med et vedhæng, hvorpå der på tysk står ”Schlussel der festung Fredericia 1864 durch lieujtnant von Wrangel abgezogen”.

Dronningen havde modtaget nøglen af direktør og friherre Joost von Wrangel i Tyskland. En efterkommer af General Wrangel, der var øverstkommanderende for de prøjsiske- og østrigske tropper, der besatte Danmark og Fredericia i 1864. En yngre officer - Løjtnant Wrangel - stjal nøglen, efter at borgmester Christian Jørgensen havde overgivet byen og afleveret portens nøgle til besætterne.

Overgeneral Wrangel var i øvrigt den samme Wrangel, som havde indtaget byen 16 år tidligere i treårskrigens første år i 1848. Han var samtidig et tip tip..- oldebarn af den general Wrangel som i svensk tjeneste indtog Fredericia i 1657. Wrangel var besat af ønsket om at erobre Fredericia som tip tip.. -oldefaderen havde gjort, og det nåede han så lige.

Landsoldaten

Inden for Prinsens Port knejser H.W. Bissens berømte monument: "Den danske landsoldat efter sejren". Det er rejst i 1858 til minde om det sejrrige udfald fra Fredericia, 6. juli 1849.
Monumentet blev finansieret ved en landsindsamling. For første gang var det hverken generalerne eller kejserne, men den menige, ukendte soldat, der blev hædret.

Landsoldaten er omgivet af 6 morterer. 2 af dem er krigsbytte fra 1849. Landsoldatpladsen er elsket af fredericianerne, og pladsen spiller en stor rolle i 5. - 6. juli festen, hvor der her musiceres, holdes taler og lægges tusindvis af blomster.

Menig landsoldat Christian Christiansen, stod model. Han deltog i hele treårskrigen. Efterfølgende nedsatte han sig som træskomand i Thybjerglille på Sjælland. Han levede et godt og langt liv, fejrede både sølv- og guldbryllup og fik mange børn. I 1899 blev han sammen med alle nulevende veteraner inviteret til 50 års fest i Fredericia. Ved den lejlighed blev det kendt, at han havde stået model til Landsoldaten. Han måtte naturligvis posere foran statuen. Han tog al virak med ro. En af hans kommentarer var: ”Så stor har jeg nu aldrig været”.

I festlighederne deltog ca. 4.000 veteraner som æresgæster. De blev alle bespist i spiseteltet i Kastellet. I spiseteltet blev pladserne nummereret, og hver æresgæst fik tildelt et nummer. Man havde lov til at bestille vin, men champagne måtte ikke serveres, idet dette ville virke forstyrrende på mindedagen.

Til betjening var der 100 soldater og lige så mange civile tjenere ledet af: 15 overtjenere og 2 inspektører. I køkkenet regerede 8 kogekoner, 12 opvaskekoner og 20 piger.

Landsoldaten blev reddet af en østrigsk officer i 1864. De danske tropper rømmede fæstningen i dagen 26. – 29. april 1864. Så snart østrigske tropper havde forvisset sig om, at fæstningen var
fuldstændig rømmet, foregik hovedindtoget gennem Prinsens Port med regimentsmusik i spidsen. For hurtigst muligt at få fæstningen gjort ubrugelig, samlede østrigerne 1.000 danske tvangsarbejdere, som sammen med 800 østrigske soldater gik i gang med at ødelægge brystværn og al overbygning på volden.

Nogle dage efter fæstningens indtagelse ventedes hærchefen general Wrangel og den prøjsiske kronprins Carl til byen. Både de østrigske besættelsestropper og fredericianere var bange for at Wrangel, som det var skik, ville fjerne mindesmærket og ødelægge det. (Det var jo den skæbne, der overgik Istedløven på Flensborg Kirkegård). For at aflede opmærksomheden fra Landsoldaten havde østrigerne tilsmudset pladsen og Landsoldaten med affald, og inskriptionerne var skjult bag krudt og mudder. Alligevel fik general Wrangel og den prøjsiske kronprins straks øje på Landsoldaten, og Wrangel beordrede den østrigske general Gablenz til at tage monumentet ned og føre det til Berlin. Gablenz bemærkede, at det ville være en nedværdigelse af en tapper modstander. Da greb kronprinsen ind og overlod det til Gablenz at bestemme Landsoldatens skæbne. Så snart Wrangel og kronprinsen var ude af byen, pyntede østrigerne straks pladsen op igen, og statuen blev stående, og mange østrigere lod sig fotografere ved Landsoldaten.

Under besættelsen i 1940-45 blev der muret en beskyttelsesmur op om Landsoldaten, så han gennem hele krigen stod skjult i et murstenstårn. Det første fredericianerne gjorde på befrielsesdagen d. 5. maj 1945 var at pille muren om Landsoldaten ned, så sporene efter de fem onde år hurtigt kunne slettes.

Unge piger startede traditionen med blomster den 5. juli. Traditionen med at fejre mindehøjtideligheden den 5. juli om aftenen og dermed markeringen af både den 5. og 6. juli skyldes, at en ganske bestemt begivenhed omkring Kæmpegraven, som den hed den gang, kan føres tilbage til foråret 1850.

Kæmpegraven var kun forsynet med nogle interimistiske trækors på den del, hvor officererne lå begravede, mens resten af graven lå øde hen. Det så i foråret mildest talt miserabelt ud, hvilket op mod pinse i 1850 fik nogle af byens unge piger til at tage sagen i egen hånd. På eget initiativ fjernede de vinterens spor fra Kæmpegraven for derefter at pynte den med røde og hvide blomster.

Således kan læses i historien om beskrivelsen af Kæmpegraven ved mindehøjtideligheden den 5. juli 1850: ”Graven var smukt istandsat og tæt belagt med kranse, ligesom også de kors og pæle, der angav de ved Kolding, Gudsø og Fredericia faldne officerers grave var blomsterprydede. Dette tiltag blev den egentlige indledning til en tradition, der har holdt sig til den dag i dag, hvor Kæmpegraven stadig pyntes med blomster og kranse i rød-hvide farver den 5. juli om aftenen.

Hovedvagten v. Prinsens Port

Bygningen er opført i 1735 som erstatning for en bindingsværksbygning fra 1670’erne. Oprindeligt rummede vagtbygningen to vagtstuer omkring en fælles forstue, hvori der befandt sig et stort åbent ildsted. Fra dette fyredes i de to bilæggerovne i vagtlokalerne.

I forlængelse af vagtbygningen opførtes i 1746 det lange stokhus. Denne bygning erstattede det gamle fængsel, hvor murene var blevet så brøstfældige, at slaverne uafbrudt flygtede ud fra bygningen. Fundamentet skulle føres 1½ m ned i jorden for, at fanger ikke skulle kunne grave sig ud. I sydvestenden var der en delikventstue og en vagtstue samt en lille bolig på to rum til justitssergenten, der havde ansvaret for slaverne og for de politimæssige opgaver inden for garnisonen i det hele taget.

Stokhus

Betegnelse stokhus brugtes om militære fængsler, hvor fangerne om natten blev lagt i stokken – en solid bjælke med udskårne huller, hvori fangens ankler fastgjordes. Stokken strakte sig gennem det lokale, hvor fangerne sov. Der findes beretning om en stokhusfange, der var lagt i jern, og som kom til at udføre straffearbejde på volden i 40 år, inden han afgik ved døden.

Dele af den Slesvig-holstenskes oprørsregering blev indsat i stokhuset i Fredericia. Efter det for de danske våben så hæderfulde slag ved Bov i 1848, kom en del af garnisonen tilbage til Fredericia, medbringende som fanger den oprørske borgmester Schou fra Åbenrå m. fl., der havde haft dristighed til at konstituere sig som provisorisk regering i Kiel. Fangerne indsattes i
Hovedvagten, men folkemængden ville have dem på lygtepælene, hvilket forlangende selvfølgelig blev afslået, og vagtstyrken blev fordoblet. Senere førtes de til København og dømtes efter loven.

Prins Georgs Bastion

Det hvide vandtårn fra 1908 dominerer Prins Georgs Bastion. I sommerferien er tårnet åbent for publikum. Fra toppen er der en glimrende udsigt over byens særprægede byplan, volden og Lillebælt. Fæstningen blev nedlagt i 1909, men allerede i 1907 blev der givet tilladelse til, at der kunne bygges et vandtårn her.

Tårnet står på kavaleren, der blev opført, da fæstningen blev istandsat i 1862. Det var således nys opkastet jord (44 år), som tårnet skulle funderes på; det er ingeniører ikke glade for. Løsningen blev at støbe tårnet i jernbeton. Den første støbning af sin art i Danmark. Bemærk voldens store højde over voldgraven, her er der et direkte kig til voldgraven.

Historien om de to 24 pd. kanoner på bastionen.

På Fredericia Turistforenings generalforsamling i 1938 lanceredes en idé om, at to af voldens bastioner skulle bestykkes. Tøjhuset stillede velvilligt to 24 pd. kuglekanonertil rådighed. Begge kanonerne havde gjort tjeneste i Fredericia under treårskrigen.

Ideen støttedes varmt af De Samvirkende Soldaterforeningerne, der længe havde ment, at det var for dårligt, at landets flotteste fæstning ikke havde en eneste kanon. Soldaterforeningerne indsamlede midler, så der kunne bygges affutager. I foråret 1940 var affutager og kanoner klar til afsendelse fra Tøjhusmuseet. På grund af besættelsen d. 9. april blev våbnene ikke afsendt til Fredericia før i 1946; tyskerne skulle jo nødig misforstå noget. Kanonerne blev opstillet på bastionen ved Fredericia Garnisons foranstaltning.

I de følgende år benyttedes kanonerne til salutskydning om morgenen d. 6. juli, men ofte var krudtladningerne så kraftige, at beboerne på den anden side af voldgraven måtte have glarmester efter en vellykket 6. julifest.

Prins Christians Bastion

Prins Christians Bastion er den af bastionerne, der har været udsat for flest ombygninger. Den har ligget hen som en byggeplads i en stor del af sin 350-årige historie. I 1989 blev bastionen rekonstrueret, så den nu fremtræder, som den formodes at have set ud i 1862 efter den store ombygning på hele nordfronten. Læg mærke til at brystværn og banket til kanonerne her står mere præcist end på de andre bastioner, der er slidt af tidens tand. Man kan endda se den lille rampe, der fører op til kanonernes standplads.

Bastionens omtumlede tilværelse skyldes bl.a., at det i 1733 lykkedes byens præsident at få tilladelse til at opføre en mølle på stedet. For at give plads til møllen måtte den ekstra forhøjning på toppen – ”katten” – fjernes. I forbindelse med bastionens ombygning i 1862 blev der opført en trefløjet beskyttelsesvold foran voldmøllen. Denne er nu retableret, men møllen mangler.

I årene frem til 1910 måtte voldmøllen genopføres mindst 6 gange efter ødelæggelse på grund af brand eller beskydning. Den var let at få ram på, fordi den som eneste bygning ragede op over volden. Angriberne brugte den som sigtemål både i 1849 og 1864.

Efter endnu en brand i 1910 opgav ejeren at genopføre møllen. I stedet opførte Dansk Købestævne i 1915-16 en stor udstillingsbygning –Købestævnet i Fredericia. Det var Dansk Arbejde, der tog initiativ til afholdelse af købestævner. Fra 1913 til 1915 i eksercerhuset på Østervold, nu Bülows kaserne. Fra 1915 i ”Den Røde Borg”, som den mægtige bygning på Prins Christians Bastion blev kaldt.

I de kommende år blev bastionen besøgt af 10.000-er af mennesker hvert år. Efter at have været i funktion i næsten 70 år blev bygningen ødelagt ved to brande i henholdsvis 1980 og 1984.

Nørreport

Nørreport er som adgangsvej til byen af nyere dato, opført i 1922. Arkitekt er Gundlach-Pedersen. Da byrådet købte voldterrænet i 1914, betingede man sig ret til at føre en vej ud gennem Nørre vold til den nye bydel, der opførtes her. Gennemgravningen udførtes allerede i 1916, men på grund af anstrengt økonomi blev porten først bygget 5 år senere.

Der havde ikke tidligere været nogen port på dette sted. Men under gravearbejdet stødte man på en poterne – en smal gang gennem volden – beregnet til udfald fra fæstningen. Ad den vej kunne soldaterne rykke frem til modangreb, uden at det kunne observeres fra terrænet uden for voldene.

6. juli nat 1849 benyttedes denne poterne også.

En soldat beretter:

Om natten kl. 1 rykkede vi ud af Fredericia imod tyskerne og leverede dem et slag, som var det mest hårdnakkede, som endnu har fundet sted. Vi stormede Deres batterier og løbegrave, som var så godt anlagte, at det synes en Guds mirakel, at tysken måtte vige for os. Når vi stormede en stilling, var der mange som lå og sprællede i græsset, og bad os om hjælp og kaldte os brødre og kammerater; men så var det for sildig at blive dansksindet. Mange tyske havde sagt: om der aldrig kom så mange danske, så kunde de ikke tage deres batterier; men nu fik de at se, at vi ikke alene tog deres batterier, men endog jagede dem over Kongeåen.

Nord for Nørreport fanges øjet af en 18 m høj obelisk i bornholmsk granit, udført af billedhuggeren C.V. Garm. Den er skænket byen af den franskreformerte menighed ved byens 300 års jubilæum i 1950.

Den reformerte menighed

De franske reformerte, (70 familier) også kaldet huguenotterne, kom til Fredericia i 1719 og fik her et fristed efter mange år i landflygtighed. Det var Ludvig d. 14., der satte forfølgelsen af huguenotterne i gang i 1688. Forfølgelsen tvang så mange huguenotter på flugt, at Frankrigs erhvervsliv led alvorligt derved. Huguenotterne kom ikke til Danmark som flygtninge, men som inviterede af kongen og fik tildelt jord til dyrkning, ret til at bygge kirke og holde skole, og endelig løn til en præst i 10 år.

Deres kirke stod færdigbygget i 1736. Det krævede en stor indsats af menighedens ledelse at drive det selvstyrende samfund, ”den reformerte koloni”. Der skulle opkræves flere former for skatter og bidrag. Skole, kirkeliv og kirkegårdsdrift skulle forvaltes og ligeledes de tildelte og ejede jordstykker. Menigheden blev også pålagt at drive eget fattigvæsen. Dvs. at folk fra menighedens midte
skulle tage stilling til økonomisk hjælp, anbringelser og frigivelser på arbejdsanstalter, tugthus og meget mere. Næsten alt det administrative arbejde var ulønnet.

Hovederhvervet var tobaksdyrkning. Tobaksplantører, blev de kaldt. Ved flid og nøjsomhed skabte de grundlaget for Den Reformerte Menighed, som den består i dag, næsten 300 år senere. I alle årene har Kongehuset været protektor for menigheden. De særlige privilegier, kolonien opnåede fra starten, forsvandt ved grundlovens vedtagelse i 1849. Tobakken var i mange år en vigtig indtægtskilde ikke bare for kolonien, men også for byen. Først i midten af 1800-tallet oversteg værdien af industriproduktionen tobakken.

Den Katolske Menighed i Fredericia

Fra Fredericias grundlæggelse har der opholdt sig katolikker i Fredericia. Det skyldes, at hæren dengang mest bestod af lejesoldater fra det tyske område, blandt dem tilhørte mange den katolske kirke. Trods den nyligt gennemførte reformation i Danmark, i hvis kølvand præsterne havde meget travlt med at holde Den Evangelisk Lutherske Kirke ren, måtte man her lade lejetropperne have deres tro og præster. Dette var muligt, fordi Frederik III i privilegierne havde givet trosfrihed i Fredericia.

I 1664 hed kommandanten D. Busk. Han var reformert, men viste de katolske soldater stor velvilje ved at åbne sit hjem for gudstjeneste, når en katolsk præst var på besøg. Der var nemlig ikke plads nok i andre bygninger. Der var mange stridigheder med sognepræsten, som mente, at religionsfriheden tog overhånd. Men kongen var mere venligt stemt. I 1686 fik den katolske menighed lov til at bygge kirke og skole på grunden i Sjællandsgade. Grunden fritoges for indkvartering, skat og borgelig tynge. Bygningerne var helt igennem tarvelige, men i 1767 modtog menigheden
en stor donation efter jomfru Susanna Lucia Bianco, der afgik ved døden i Mainz i 1766. Den nye kirke blev opført af gule Flensborgsten, men udad til skulle den ligne et almindeligt borgehus, og der måtte ikke være vinduer mod gaden og ingen særlig pynt. Til gengæld blev der ofret meget på kirkens interiør. Efter at der nu er isat vinduer mod gaden, er det et virkeligt smukt rokokorum (Forvis dig ved selvsyn).

Ved pinsetid 1744 kom menigheden ud i et stormvejr. En ung pige, Maren Boyesdatter, steddatter af klokkeren ved fra Sct. Michaelis kirke gik over til katolikkerne og forsvandt. Sagen eskalerede hurtigt, så det blev Kongens (Chr. VI) sag. Han pålagde de to katolske patere Theodorus-Haackmann og Ignatius Rymsdyck at skaffe pigen til tilbage. Det blev opklaret, at pigen var i huset hos en katolik i Hamborg, men paterne erklærede sig ude af stand til at skaffe pigen tilbage.

De blev herefter dømt til at betale 1.000 rdlr. eller skaffe pigen hjem inden 3. mdr. Da der ikke skete noget, blev al deres ejendom bortauktioneret, og de blev dømt til at skulle forlade landet. Den 18. februar 1752 lod kongen (Frederik V) imidlertid nåde gå for ret og ophævede dommen. Sagen stod således på i 6 år, hvor den katolske menighed reelt var lukket ned.

Sct. Michaelis kirke – Garnisonskirke – Tyske Kirke

Denne kirke blev opført og indviet i 1668, men er ombygget flere gange siden. Fra begyndelsen blev den kaldt Tyske Kirke, fordi der prædikedes på tysk. I 1722 fik kirken sit nuværende navn, Sct. Michaelis Kirke, efter ærkeenglen Sct. Michael, der er skytshelgen for folk i almindelighed og soldater i særdeleshed.

Det var de mange tyske lejesoldater i garnisonen, der krævede at blive betjent på deres modersmål. En henvendelse til kongen medførte, at han pålagde alle landets kirker at bidrage til en ny kirke i Fredericia. Kirkens første præst, der stammede fra Pommern, beskikkedes i 1665 og fik til opgave at betjene garnisonen.

Fra begyndelsen var kirken en simpel bindingsværksbygning uden spir eller tårn. Klokkerne var ophængt i en klokkestabel. Interiøret har også været sparsomt, da prædikestolen først blev opsat i 1677 og altertavlen i 1724. Et tårn, der ikke måtte rage op over volden, blev tilbygget i 1763 og ombygget i 1828, som er det årstal, det bærer i dag. I 1955 var kirken udsat for en brand, som ødelagde store dele af den. Den blev genopbygget så vidt muligt med bevaring af det oprindelige præg.

Indvendig ændrede man dog en del, blandt andet for at gøre kirkerummet lysere. Det har fremhævet det klassicistiske præg, kirkerummet har. Logen til garnisonskommandanten blev heldigvis bevaret. Det er en fin påmindelse om den rolle, kirken har haft og også har i dag. I dag deles efter invitation fra kommandanten logen også af Greve og Grevinde af Rosenborg, Ingolf og Sussie, hvis våbenskjold er ophængt i logen.

Kunstneren Sven Havsten-Mikkelsen har malet altertavlen. Kirken blev genindviet september 1956. At være garnisonskirke er ikke, beskåret enhver kirke i en by med en garnison, hvilket fremgår af følgende uddrag af bestemmelserne for den kirkelige betjening af garnisonerne:

"Det påhviler enhver præst ved den kirke, inden for hvis sognegrænse en garnison er beliggende, at varetage den kirkelige betjening af garnisonen. Præsternes forpligtelse går umiddelbart ikke ud over, hvad der påhviler dem i forhold til andre offentlige institutioner inden for deres ansættelsesområde."

Der er altså ikke tale om egentlige garnisonskirker.

Udover disse generelle regler findes der "særordninger, hvorved en garnison hører til en anden kirke end den, inden for hvis sognegrænse den er beliggende, og hvorved præsterne ved de pågældende kirker - eller de særligt som garnisonspræster udpegede præster - er forpligtet til at betjene garnisonen." Her er der altså tale om garnisonskirker. Indtil for få år siden var der i hele landet 5 med en sådan særordning. Dette tal er med de seneste forsvarsforlig reelt reduceret til 1 uden for hovedstaden, nemlig Sct. Michaelis Kirke i Fredericia.

På kirkegården er begravet soldater fra slesvig-holstenernes oprørshær, (241 soldater), der faldt, da de danske soldater kastede belejrerne tilbage, under udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1849. Begravelsen foregik kl. 3 om natten uden nogen højtidelighed. (De faldne danskere er samme dag om eftermiddagen begravet i Kæmpegraven på Trinitatis Kirkegård efter en stor højtidelighed i Sct.
Michaelis Kirke).

Trinitatis Kirke kaldes også Danske Kirke som modstykke til den Tyske Kirke.

På Sct. Michaelis Kirkegård er der desuden en fællesgrav fra 1864 krigen. Graven rummer 40 faldne danske soldater, men af dem er kun to faldet under prøjsernes bombardement af byen i påsken 1864. De øvrige er sårede, som blev indbragt til lazaret i Fredericia og døde der. I gamle dage blev de rige mod betaling begravet i kirken. Ikke mindre end 8 generaler har fundet deres sidste hvilested under kirkens midtergang.

Trinitatis Kirke også kaldet Danske Kirke

Fr. d. 3. nedlagde i 1655 grundstenen til den første kirke i Fredericia. Den blev opført syd for den nuværende kirke som led i tvangsforflytningen af beboerne i landsbyerne Ullerup, Hannerup og Hyby. Landsbyerne skulle nedlægges og beboerne flyttes ind i fæstningsbyen. Kirken fik kun en kort levetid. Den måtte rives ned i 1685, da den på grund af manglende midler til restaurering efter svenskernes hærgen i krigen 1657 – 60 ikke stod til at redde.

Den nye kirke blev opført for midler, der indkom ved en landsindsamling og kollekter i alle kirker i Ribe Stift. Kirken blev opført i klassicistisk barok stil og kunne indvies i 1690, hvor den fik navnet Trinitatis Kirke. Den nedrevne kirke havde siden 1667 heddet Danske Kirke. Indgangsportalen prydes af 2 romanske udhuggede stenfigurer.

På kirkegården i hjørnet ud mod Dronningensgade/Jyllandsgade kan man se ”Dragongraven”, et mindesmærke for de 500 dragoner, der her blev hugget ned af svenskerne, da fæstningen blev erobret i 1657. Mindesmærket er byens ældste rejst d. 24. oktober 1836. Overleveringen fortæller, at egetræet er plantet af Kong Frederik VII, da han som prins var forvist til Fredericia.

Krigergraven fra 3-årskrigen, som ligger ud mod Kongensgade rummer i alt 453 faldne danske soldater. 372 fra det berømte udfald d. 6. juli 1849, 26 der var døde under belejringen, 32 fra kampene ved Kolding 23. april, 16 fra kampene ved Krybily den 3. maj og Gudsø den 7. maj samt 7 fra Istedslaget 25. juli 1850.

Arkitekt M.G.B. Bindesbøll har stået for udformningen. Opgaven lød på at designe et varigt og værdigt gravanlæg, og billedhuggeren H. W. Bissen blev betroet at udforme monumentet. Den store grav omsluttes af en granitmur, i hvis øverste kvadre alle soldaternes navne, hjemsted, militære grad og tilhørsforhold (bataljon og kompagni) er indhugget.

Dronningens Bastion

På grund af meget ustabile jordmasser adskiller Dronningens Bastion sig fra de øvrige. Her forekommer jævnligt jordskred. Derfor er det aldrig lykkedes at opbygge bastionen i fuldt omfang ud mod voldgraven, og af samme grund har den ingen af de markante og skarpe knæk, som præger de øvrige bastioner. Bastionen blev yderligere svækket, da man i 1862 afgravede faussebraien for at gøre voldgraven bredere og brystværnet stærkere. Det var den ombygning, der også skete på Kong Georgs- og Prins Christians Bastioner på nordfronten.

Bastionen er åben fra voldgaden, som også Slesvigs Bastion er det. Her er indrettet en offentlig legeplads og et Bunkermuseum i to kuppelbunker fra besættelsen 1940-45. Da der kun ofres meget lidt på vedligeholdelsen af vegetationen på dette afsnit af volden, er der indtrådt en tilstand, der ligner naturskov. Dyrelivet er da også mere varieret her og rigere end i de mere plejede afsnit. Dødt
træ får lov til at ligge i skovbunden, det er grundlag for et mangfoldigt insektliv, som igen giver livsgrundlag for fugleliv. Der er over 30 fuglearter på volden. I tykningen lever der rådyr, hvilket ofte afstedkommer begejstrede udbrud fra gæster, der pludseligt ser et dyr på nært hold, men også frustration hos de haveejere i nabolaget, hvis roser indgår i rådyrenes foretrukne menu.

Motionsbanen, som kommunen anlagde i 2011, er meget omdiskuteret. Den er meget fremmed i forhold til fæstningsværket.

Kongens Bastion

Kongens Bastion er gået fri af de store ombygninger, som ramte flere af de øvrige bastioner i 1740'erne og 1860'erne. Den er et velbevaret og smukt eksempel på fæstningsanlæggets bastioner, som de så ud omkring 1670.

Fra toppen af ” katten” er der en god udsigt over byen. På toppen stod i årene 1890 -1961 en vandbeholde, opført som vandreservoir for byens første vandværk, der blev bygget i voldgraven ved
Kongens Port i 1890. De mange smukke tjørn på fæstningsterrænet stammer fra den tjørneplantning, der udførtes på bærmen (det lille plateau langs voldgravens inderside), som datidens pigtråd da volden var i funktion som del af fæstningen.

Fredericia fæstning havde i gamle dage en person ansat med titlen ”tornemester”. Tornemesteren havde den vigtige funktion at vedligeholde et tjørnekrat, der var plantet nederst på voldskråningen mod voldgraven. Dette tjørnekrat var forløberen for den pigtråd, der i de seneste krige er benyttet i ufattelige mængder til at stoppe en fjende eller sikre en kampstilling. I 16- og 1700-tallet benyttede man naturens egen pigtråd i form af tjørnebuske, der plantedes tæt sammen i flere rækker.

Tornemesteren skulle ved beskæring og ved sammenfletning af tjørnegrene øge tjørnens evne til at spærre vejen for en fjende, der ville trænge ind i fæstningen. Som et minde om den tid har vi i dag mange smukke hvidtjørn på volden. Dette er efterkommere af de tjørn, der blev plantet på voldskråningen, da fæstningen anlagdes i midten af 1600-tallet.

Vejen gennem Kongens Port i dag.

Simpel låge uden overbygning erstattede porten i 1780.

Oprindelig stod der her en egetræsport af samme type som den tidlige Prinsens Port. Det var bl.a. her svenske tropper angreb fæstningen i 1657. Der manglede imidlertid altid penge til at vedligeholde fæstningen. Historien rummer beretninger om, at tømmeret i Kongens Port var så råddent, at jorden styrtede ned og hindrede trafikken i at passere, og der kunne gå år, før krigskollegiet fandt penge til en ny port.

Derfor blev det i 1780 besluttet at erstatte porten med en simpel låge uden overbygning. Herefter var det - som i dag - ikke længere muligt at passere hen over porten. Kongens Port er smukt camoufleret af det fremskudte forsvarsanlæg – ravelinen. Det er fæstningsanlæggets bedst bevarede, næsten uberørt af det moderne vejanlæg.

Det var her gennem Kongens Port, at en del af udfaldsstyrken blev sendt ud for at kaste belejringsstyrken på flugt om natten d. 6. juli 1849. Fæstningen var natlukket. Præcis kl. 21.00 ringede klokkerne i Michaelis Kirke og forkyndte, at Fredericias porte blev lukket og broklapperne hejst op. Nøglen blev afleveret til kommandanten og opbevaredes her til den næste morgen, hvor den på ny skulle benyttes til at åbne porten.

Hele natten var fæstningen afskåret fra omverdenen. Det skulle bl.a. forhindre deserteringer blandt garnisonens mandskab. Det kan tyde på, at det ikke altid var en fornøjelse at være soldat dengang.

Danmarks Bastion

Oberst Niels Christian Lunding gjorde sig fortjent til det store mindesmærke på Danmarks Bastion ved at gøre hele fæstningen kampklar på kun 3 måneder i 1849. Mindesmærket er udført af billedhuggeren Andreas Paulsen og rejst i 1899. Efter de første krigshandlinger i foråret 1848 blev der indgået våbenhvile indtil 1. april 1849. 9. februar 1849 besluttede krigsministeren, at Fredericia Fæstning skulle istandsættes – så godt som muligt og så hurtigt som muligt. Præstationen skal ses på baggrund af, at forsvarsværkerne næsten ikke havde været vedligeholdt i over 100 år. Om Lunding hedder det: ”Han var den rigtige mand til opgaven, han havde den fornødne faglige indsigt og var viljestærk til det hensynsløse. når det var nødvendigt”.

Men populær var han ikke!

Da det i 1863 trak op til endnu en krig om det slesvig-holstenske problem, blev Lunding igen udnævnt til fæstningskommandant denne gang med rang af generalmajor og udførte igen et forbilledligt arbejde med fæstningens istandsættelse. Den eneste forbedring af fæstningen, der var udført i den mellemliggende tid, var ombygning af tre bastioner på nordfronten samt opførelsen af ”Den Befæstede Lejr”, der skulle hindre en fjende i at sætte sig fast på Fælleden, hvorfra der var frit skud på anløbsbroerne ved Østervold. En restaureret skanse kan beses på Fælleden.

På nordsiden af bastionen ses voldgraven dybt nede. I 1890 blev et stykke af voldgraven fyldt op og bebygget af Fredericia Vandværk. Andre dele af voldgraven blev omdannet til vandbeholdere, ved at voldgravens bund og sider beklædtes med beton og blev overdækket af et betondæk.

Østervold / Vandsiden

Fra Danmarks Bastion er der en pragtfuld spadseretur sydpå langs Lillebælt til Kastellet. Langs Østerstrand bestod befæstningen af den naturlige kystskrænt med et påbygget brystværn og forstærket med et antal mindre bastioner.

Ud for Danmarksgade er rejst et monument til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Monumentet er designet af arkitekt Gundlach- Petersen, der i 1915 stod for opførelsen af Købestævnet på volden. Mindesmærket er en 3 m høj obelisk på et pyramideformet fodstykke. Selve obelisken udgøres af fem sten, der skiftevis er fint sleben eller groft tilhugget. Monumentet rejstes oprindeligt på Prinsessens Bastion, men er senere flyttet.

Fredericias søhelt

Længere mod syd – ud for Jyllandsgade – passeres et mindesmærke for den fredericianske søhelt Peter Buhl, udført af billedhuggeren Ludvig Brandstrup i 1913. Peter Buhl blev født i 1789. Hans barndomshjem lå på hjørnet af Jyllandsgade og Vendersgade. I 1807 deltog han i søforsvaret af København.

Under kampene mistede han venstre arm. I 1811 kæmpede han mod englænderne ved Anholt og ved Hjelm. Han omkom året efter sammen med 127 skibsfæller om bord på fregatten Najaden efter for 3. gang at have mødt sin banemand, den engelske Edward Stuard. Det skete under et søslag med engelske krigsskibe ved Lyngør i Norge. Monumentets første placering (1813) var en sti på Skanseodden, 2. placering det indre Kastel (1949), da der skulle gøres plads til et oliedepot, 3. og nuværende placering skete i 1989 efter mange års diskussioner på foranledning af Forsvarsbrødrene for Fredericia og Omegn.

Krudttårnet

Lige før Kastellet ligger Krudttårnet på Sjællands Bastion. Det er Fredericias ældste militære bygning, opført i 1675. Det er bygget som en kopi af et krudttårn, der lå i Kastellet i København.
Størrelsen er10 x 12 alen og to etager højt. Bygningen er velproportioneret med umiskendeligt barokpræg. Bygningen har ligget højt og frit indtil de reformerte marker, som sidst i 1800 tallet blev bebygget. Det beskrives også som vejrbidt og utilnærmelig, som det lå der på bastionen.

Krudttårnet lå dybt i fæstningen af hensyn til, at det skulle beskyttes bedst muligt mod fjendtlig ild. Huset er renoveret i 1746, 1865 og senest ved Fredericia Turistforenings medvirken i 1992. I 1996 overtog Fredericia Kommune bygningen, som nu anvendes til forskellige udstillinger. En permanent information om husets bygningsmæssige historie og renoveringen i 1992 findes på 1.sal.

I huset sad et opslag, som soldaterne nøje skulle gennemlæse, inden de begyndte at arbejde med krudtet. Al snak skulle foregå med dæmpede stemmer, og der måtte ikke svovles, bandes eller føres uhøvisk tale, for så kunne krudtet let eksplodere. Som yderligere sikkerhed var der ingen frit siddende metalgenstande, som kunne slå gnister, hvis man kom til at støde imod dem, og alt tømmer var samlet med trænagler, og gulvbrædderne var fastgjort med trædyvler, så soldaterstøvlerne ikke skulle slå gnister ved sammenstød med sømhoveder.

Fra 1710 har vi en optælling over, hvad huset rummede på den tid.

Krudt 6.748 pd., Musketkugler 4.390, håndgranater 521, begfakler 88 stk., 1 gammel ubrugelig krudtbalje, to fyrrebrædder, et tov med blokke til at hejse krudttønder, en stige til loftet, en taskelås med 2 nøgler, kommandanten har den ene.

Kastellet

Et kastel er en fæstning i fæstningen. Et sted man kunne trække sig tilbage til og yde et sidste henholdende forsvar. Ved fæstningens genopbygning efter nederlaget i 1657 forstærkedes
kastellet, så det, hvis fæstningen på ny blev løbet over ende, kunde yde bedre beskyttelse, medens en evakuering til Fyn gennemførtes. Kastellets kanoner havde i øvrigt også samme funktion som Kronborgs: at få skibe til at betale Strømtold, som blev opkrævet i samme periode som Øresundstolden.

Kastellet har rummet mange bygninger bl.a. værksteder og depoter m.m. Eneste bevarede bygning i dag er krudtmagasinet fra 1857. Denne bygning rummede sammen med det bevarede krudttårn nord for kastellet fæstningens krudtlager.

Under belejringen i 1849 fra maj til 6. juli blev kastellet benyttet som tilflugtssted for en del af byens befolkning, som ikke var flygtet til Fyn.

Selve krudtmagasinet er renoveret i 1998 og bruges nu som udstillingsbygning.

Steen Billes angreb på kastellet

D. 8. maj 1848 patruljerede hjuldamperen Hekla i Lillebælt sammen med 6 kanonbåde. Da Kaptajnen Steen Bille fik øje på det prøjsiske flag i kastellet, åbnede han ild for at skyde flaget ned. Det gik ikke så godt. Flaget blev aldrig ramt, men en granat antændte Proviant- og Arsenalgården, der nedbrændte, en anden antændte en beholdningen af ammunition i krudtmagasinet, der derved blev sprængt, og adskillige kugler ramte byen.

To civile indbyggere blev såret, den ene så alvorligt, at hun senere døde af sine sår. Prøjserne straffede først den lille flåde i Lillebælt med så kraftig beskydning, at skibene skyndsomst måtte søge væk.

Prins Frederiks ophold i Fredericia i årene 1834 - 1839

Christian VIII s søn, kronprins Frederik, udviste fra barndommen en række uheldige karaktertræk. Ingen kunne holde hans interesse fangen, når emnerne var skolegang og lærdom, hvorimod han var i sit es, når det drejede sig om fest, druk og soldeture i byen. Ved siden af ægtefællen prinsesse Wilhelmine dyrkede han balletdanserinden Jensine Weiner.

Kongen tog affære, gennemtvang en skilsmisse og sendte den uvorne knægt til Island. Senere blev han hjemtaget til Danmark og installeret i Palæet i Fredericia, hvor han blev ansat som kommandør af Fynske Infanteri Regiment i Fredericia. Garnisonskommandant Castonier skulle ugentlig indberette om prinsens opførsel, og om hvem han havde omgang med. Prinsens arbejdsopgaver tog ikke megen tid, så der blev stadig megen tid til fisketure, rideture, jagter, druk og selskabelighed. I november 1834 dukkede Jensine Weiner op i Fredericia, men det blev tolereret af kongefamilien, for nu var prinsen skilt fra prinsesse Wilhelmine.

Året efter fik Jensine besøg af Louise Rasmussen, en veninde fra teatertiden, men det blev Castonier for meget. ”To duller vil jeg Gud døde mig ikke vide af i Fredericia”. Ingen kunne dengang vide, at hun 15 år senere skulle blive gift med kongen med titlen ”Grevinde Danner”.

Trods alt det negative, der blev sagt om prinsen, så interesserede han sig for byen. Han forsøgte flere gange at få bystyret til at pynte op på gader og pladser, men uden større held. Han gav af egen lomme 1.000 rdlr. til forskønnelse af anlæg i byen og 4.000 rdlr. til forbedring af belægningen på voldgangen, så denne blev en præsentabel promenade og ridevej.

Fra fæstning til bypark

Kommunen køber fæstningen

Fæstningens nedlæggelse i 1909 medførte ikke nogle pludselige og voldsomme ændringer i dagligdagen for byens indbyggere. Fæstningsværkerne var stadig militærets ejendom, så tilsyn og
vedligeholdelse påhvilede fortsat militæret. For byen var det meget mere føleligt, at hærloven også nedlagde garnisonen i Fredericia. Det kom bag på byen og vakte megen furore, da det blev kendt.
Byens tilblivelse skyldtes jo ene og alene ønsket om en stærk befæstning ved Lillebælt. Byen havde igennem alle årene levet med og af garnisonen, derfor stod der mange interesser og følelser på spil. Den varmeste fortaler for Fredericias sag var Fredericia Dagblads redaktør, Johannes Brændgaard Jensen. I egenskab af lokalvalgt folketingsmand gjorde han sin indflydelse gældende og gik
sejrende ud af bataljen, idet det i 1911 besluttedes, at garnisonen i Fredericia fortsat skulle bestå med to bataljoner.

Kommunen hyrede herefter havearkitekt Erstad Jørgensen til at udarbejde en hoveddispositionsplan for volden. Planen har vist sig at være god, for den er i det væsentlige fulgt gennem årene.
Til at passe den nye bypark Volden ansatte kommunen gartner Mathias Nissen. Han fik titel af voldmester, som tidligere, garnisonsansatte voldmestre, der havde varetaget driften og det daglige tilsyn med fæstningsværkerne. Hans første opgave blev at tage hul på realiseringen af Erstad Jørgensens plan for voldens ændring til bypark. Der skulle ikke udføres store jordarbejder, som det skete ved H. C. Ørstedsparkens anlæg på Københavns vold, for volden skulle jo bevare sit udtryk som fæstningsværk, men for tilgængeligheden skulle der anlægges mange trapper og ramper plus det stisystem, der gør fæstningen anvendelig som bypark.

Hvis du vil vide mere?

En grundig gennemgang af Fredericia Fæstnings Historie finder du i Erik Housted og Bjørn Westerbeek Dahls trebinds værk af samme navn. Værket er udgivet af Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold på Lokalhistorisk Forlag i Fredericia. Fredericia Garnison har i anledning af 300 års jubilæum i 1979 udgivet Til rigernes forsvar gavn og bedste. Forfatter Erik Housted
Endelig har A. Hemmingsen forfattet Fredericias belejring og befrielse 1849 ,Udgivet af R. Ottesen & Søn Aktieselskab 1974.